Det er blevet nemt at åbne en webshop, men der er flere ting at tænke på end ved en almindelig hjemmeside: betaling, fragt, moms og forbrugerregler. Her er rækkefølgen, vi anbefaler.
1. Vælg platform
De to mest oplagte valg er WooCommerce og Shopify. WooCommerce er et gratis plugin til WordPress: Du ejer det hele og betaler ingen platformsgebyrer, men står selv for opsætning og drift. Shopify samler betaling, fragt og drift i ét abonnement. Wix kan også sælge fra Core-pakken og passer til få produkter. Se WooCommerce vs. Shopify.
Gratis plugin til WordPress. Fuld frihed og ingen platformsgebyrer – du betaler webhotel og betalingsgebyrer.
Betaling, fragt, lager og ordrer ét sted. Fra 189 kr./md. ved årlig betaling.
2. Betaling
Danske kunder forventer kort og MobilePay. Vælg en betalingsløsning, der passer til din platform, og regn gebyret pr. ordre med i dine priser. Læs guiden til MobilePay – eller guiden til MobilePay, fragt og moms i WooCommerce.
3. Fragt
Beslut, hvilke fragtmetoder du vil tilbyde – fx levering til pakkeshop og til døren – og hvad det koster kunden. Fragtprisen skal fremgå tydeligt, før kunden bestiller. En fragtintegration som Shipmondo kan give pakkeshopvælger og fragtlabels i både WooCommerce og Shopify.
4. De regler, du skal kende
- Oplysninger: Virksomhedens navn, fysiske adresse, e-mail og CVR-nummer skal stå let tilgængeligt på siden.
- Priser: Det skal være tydeligt, om moms og levering er med i prisen.
- Fortrydelsesret: Forbrugere har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret ved køb på nettet. Oplyser du ikke korrekt om den, kan fristen forlænges med op til 12 måneder.
- Fortrydelsesknap: Fra 19. juni 2026 skal webshops have en tydelig digital funktion, hvor kunden kan fortryde sit køb online. Tjek, hvordan din platform løser det.
- Bestillingsknap: Knappen, der afslutter købet, skal tydeligt vise, at kunden forpligter sig til at betale.
- Handelsbetingelser: Kunden skal kunne gemme eller printe dem.
- Ordrebekræftelse: Send en bekræftelse, så snart ordren er modtaget.
Forbrugerombudsmandens Net-tjek er en god gennemgang af reglerne.
5. Moms og CVR
Du skal momsregistreres, når salget overstiger 50.000 kr. i et kalenderår. Læs guiden til moms og CVR.
6. Test før du åbner
- Gennemfør et testkøb med hver betalingsmetode.
- Tjek ordrebekræftelsen og fakturaen.
- Prøv en refusion.
- Tjek webshoppen på mobilen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad koster det at starte en webshop?
Med Shopify Basic betaler du 189 kr./md. ved årlig betaling plus gebyrer pr. ordre. Med WooCommerce betaler du webhotel og domæne plus gebyrer. Se hvad en hjemmeside koster.
Skal jeg have e-mærket?
Nej, det er frivilligt. Men et kendt mærke kan give kunderne tryghed.